Noget af det mest irriterende, som mange nyhedssider gør, er, at vise et stort reklamebanner i toppen af siden, som skubber al indhold ned, mens du er ved at læse det, eller viser en stor pop-up over artiklen. Hvad end der forstyrrer læsningen, så kræver det en efterfølgende aktiv indsats for brugeren at finde det rigtige sted at fortsætte læsningen. Denne oplevelse kan vi kalde "forskydning af layout" ("Layout Shift"), og den bliver forstærket, hvis dette sker på grund af multiple reklamer eller andet, og dermed sker der en "samlet" eller "akkumuleret" forskydning.
Nyhedssider med lav "forskydning af layout" viser enten ikke så mange reklamer, eller også hentes siden med på forhånd tomme områder, hvor der senere bliver indsat reklamer, som derfor ikke skaber en decideret forskydning af elementerne på siden.
Oplysningstid har ingen reklamer eller andre elementer, der bliver indsat efter sidevisningen, og har derfor en lav forskydning.
Læs mere på Googles egen tekniske forklaring af Cumulative Layout Shift audit.